Peter & De Andre Kopier (afskedskoncert)
I NÆSTEN 43 ÅR HAR PETER ”LEGET”KIM LARSEN, siden 1993 med base i hvad der skulle vise sig at blive ét af Danmarks mest sejlivede og derfor populære kopibands. Peter & De Andre Kopier – i daglig tale kærligt kaldt ”Kopimaskinen”. Men lige præcis maskine er nok det sidste nogen vil bebrejde de originale kopier, der er lige så heldige som både Larsen og alle de andre ”rigtige kunstnere”: Du kan nemlig høre kærligheden. Mærke lidenskaben. I sangen og gejsten, i begejstringen og i det fællesskab musikken så gavmildt lader os smelte sammen i. Hvert eneste øjeblik holder vi, sammen med et ligeså dedikeret syngende aldrig helt tilfredsstillet publikum, vores livs minder oppe, båret frem af en savnet legendes fantastiske fornemmelse for ordenes og tonernes smukke dans. Alt det der får os op af stolene og livet tilbage i hjerterne… En koncert med Peder & De Andre Kopier kan få én til at forstumme – når minderne vælter i møde, som perler på en snor.
Johnny Madsen Jam
Johnny Madsen Jam har gennem 10 år oparbejdet et renommé som et solidt alternativ til den ægte vare. De spiller mere end 60 koncerter om året over det meste af landet til festivaler, by- og havne fester og både små og store indendørs events. Johnny Madsen Jam´s show er, mere end nogensinde, en hyldest til en ægte, vestjysk rock’n’roller. Gennem årene har bandet arbejdet hårdt med de virkemidler som publikum sætter pris på, og den suveræne rytmegruppe spænder et solidt fundament ud under en troværdig vokal – og der er plads til anekdoter mellem alle de klassiske Johnny Madsen sange! Bandets repertoire tæller selvfølgelig alle Johnny Madsens hits!
Dr. Diesel
Dr. Diesel er et professionelt fritidsband, bestående af fire gæve knægte fra det midtjyske. Med stor dedikation og glæde gir de den gas på scenerne. To forsangere – samt kor fra alle i bandet, rykker folk op af bænkene og får det hele til at “koge”! En fed blanding af rock’n roll krydret med blandt andet John Mogensen, Big Fat Snake, Dr. Hook, Gasolin, Queen, Prince, Malurt, AC/DC, Bamse, Volbeat, DAD, Gunsn Roses og mange flere, er der masser af underholdning til en god dag i Søby. Med 25 års erfaring i at underholde –garanteres vi her en god og festlig oplevelse. Alle til fest, skal Ha’ en fest!
Argon Fire
’Argon Fire’ med rødder i Brande er rock med kant, stor lyd og max energi. Kombineret med den gode melodi og det iørefaldende refræn, bliver den amerikanske hardrock bragt til live igen og flyttet til Danmark. Hele repertoiret giver tydeligt det indtryk at her er et band som trækker 80’er luft ind og ånder 20’er luft ud! Stærke riffs, en klar struktur og et catchy hook – sådan er sande klassikere indenfor rock skruet sammen. Som musikken er det også den fremgangsmåde Argon Fire bruger til at stable et stærkt show på benene. Er du til de store powerballader og den melodiøse hardrock? Så er Argon Fire lige noget for dig.